08/10 2025

Når vand bliver til viden: DanAqua og NordicRAS samler den blå verden i Aalborg

Efter otte års pause er DanAqua tilbage som en del af DanFish International, og med sig har den akvakulturens frontløbere fra hele verden.

Sideløbende er NordicRAS-konferencen også rykket ind i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), hvor 240 deltagere fra 40 lande samles om et fælles mål: at gøre fiskeopdræt mere bæredygtigt, mere effektivt og mere fremtidssikret.

For selvom snakken handler om vand, biologi og recirkulerende systemer, så er det i virkeligheden mennesker, viden og netværk, det hele flyder sammen i.

Et fællesskab på tværs af fag og grænser
For Per Bovbjerg Pedersen, professor og sektionsleder ved DTU Aqua og en del af arrangørgruppen bag NordicRAS, er det netop kombinationen af mennesker og faglighed, der gør konferencen noget særligt:

“Der var faktisk udsolgt til NordicRAS allerede før sommerferien,” fortæller han og fortsætter: “Der er super god stemning, fordi det er et afgrænset område, hvor vi alle ved temmelig meget om det, der bliver snakket om. Det giver lidt en familieagtig-stemning.”

Han peger på, at det aldrig har været meningen, at NordicRAS skulle være en traditionel forskerkonference. Den skal tværtimod blande branchens mange verdener:

“Det har altid været vigtigt for os, at vi blander forskere, rådgivere, opdrættere og udstyrsleverandører – hele branchen. Så får man det nyeste fra den anden verden,” siger han.

“Hvis man kommer fra forskerverdenen, får man indsigt i, hvad der sker ude i industrien – og omvendt. Det er sjældent, at opdrættere hører, hvad forskerne arbejder med, og lige så sjældent, at forskerne får et direkte indblik i, hvad der rører sig i erhvervet.”

“Den blanding fungerer rigtig godt – både i oplæggene, men også i netværksdelen, hvor man møder folk på kryds og tværs. Nogle man kender, andre man lærer at kende. Netværket er selvfølgelig en stor del af det. Det er vigtigt at høre præsentationer fra den anden side af plankeværket.”

Og netop den åbenhed er ikke noget, Per tager for givet:

“Det er positivt, at tilslutningen er så stor fra samtlige brancher – at stemningen er så god, og at deltagerne faktisk har lyst til at dele deres erfaringer. Det er jo ikke en selvfølge.”

”Det er her, alle eksperterne er”
Hos udstillerne er engagementet det samme.
For Mads Winkler, Sales Manager hos Hydrotech AB, handler DanAqua om at være dér, hvor branchen mødes – både for at vise udstyr frem og for at tage del i samtalen:

“Vi mener, at vi i Hydrotech er nødt til at være, hvor hele akvakulturen også er samlet,” siger han.

“Det er vigtigt både at bringe vores ekspertise ind i talerækken på konferencen,  men selvfølgelig også at vise vores udstyr frem som udstiller.”

Og ifølge Mads har interessen været større, end han havde forventet:

“Der har virkelig været mere gang i den, end jeg havde forestillet mig. Det er jo tit sådan, at der er mest at lave i pauserne som udstiller, men der har faktisk været mange forbi – også udenfor pauserne. Og så kan vi gå mere teknisk ned i detaljerne, fordi der er god tid til det.”

Han er heller ikke i tvivl om, hvorfor DanAqua er et godt sted at være til stede:

“Jeg vil anbefale andre at udstille på DanAqua, fordi det er her, alle eksperterne er. Det er folk, der ved noget, som deltager – de kommer ikke bare og spørger ‘hvad er det her?’. De ved godt, hvad basisgrundlaget er for udstillerne. Derfor kan vi tage de mere nørdede snakke og virkelig tech-talke om principper og løsninger, men stadig i en samlet helhed.”

Når Aalborg bliver epicenter for blå innovation
DanAqua og NordicRAS er to arrangementer i et mylder af messer, konferencer og møder under DanFish International 2025 – men de repræsenterer noget større: Et sted, hvor forskning møder virkelighed, hvor innovation bliver til samarbejde, og hvor mennesker på tværs af brancher og lande finder fælles fodslag.

Køb billet