Fra lokal fiskerimesse
til international succes!
Siden 1974 har Aalborg været vært for fiskerimesser med 2-3 års mellemrum – skabt til erhvervets folk med fokus på alt fra udstyr til fiskeren selv til hans båd og fangstredskaber.
Byen – beliggende i Nordjylland – er geografisk centrum for over halvdelen af landets registrerede fiskere. Derfor har messen fra starten været markedsført som ‘Fiskernes egen messe’.
I 1993 blev messen for alvor åbnet mod verden i samarbejde med Udenrigsministeriet, der via ambassader og konsulater skulle tiltrække internationale besøgende. Ambitionerne voksede, og i 1996 skiftede messen navn til ‘DanFish International’, samtidig med at der blev afsat ca. en halv million kroner til at styrke den internationale tiltrækning.
Med navneskiftet blev messens internationale sigte skærpet, og udviklingen er fortsat lige siden. Messen blev målrettet 18 lande, og allerede første gang deltog delegationer fra 16 af dem – i alt omkring 140 personer.
I 2007 etableredes et samarbejde med Eksportforeningen, udstillere og ambassadører for messen, det såkaldte ”keybuyer-program”, hvor målet var at tiltrække ca. 100 nøgleindkøbere til hver messe. Indsatsen har bl.a. medført, at messen i dag møder anerkendelse og kontinuerlige besøg fra denne målgruppe.
DanFish International har haft konstant vokseværk – og hver eneste messe i Aalborg har været fuldt booket på det nuværende messeareal på ca. 9.000 m². For at imødekomme den stigende interesse er udstillerområdet endda blevet udvidet med en mobilhal i Kildeparken.