08/10 2025

Fire mænd, en robåd – og 5.000 kilometer over Atlanten

Mens DanFish International 2025 summer af ny teknologi og de nyeste løsninger til det blå erhverv, kan de besøgende i Hal E møde et fartøj og et team, der skiller sig markant ud fra mængden.

Her står tre mænd med et mod og et mål lidt ud over det sædvanlige. Simon Svendsen, Kenni Hansen og Zax Thiyakarajah fra det danske team Row for Change udstiller deres specialbyggede kulfiberrobåd – den samme båd, som de sammen med holdets fjerde mand, Kasper Holmenlund Nymand, sætter i vandet den 12. december for at ro 5.000 kilometer tværs over Atlanten i verdens hårdeste oceanrace.

En båd bygget til det ekstreme
Båden, som gæsterne kan opleve helt tæt på under messen, er designet til at klare bølger på op til 15 meter, skiftende vinde og udfordringer på åbent hav.

Den 9,6 meter lange og 1,75 meter brede båd er udstyret med solcelledrevet strøm, satellitkommunikation, vandrensningsanlæg og avancerede sikkerhedssystemer – og står som et levende eksempel på både innovation, udholdenhed og teamwork.

“Folk på messen har været meget interesseret i, hvordan vi har placeret det forskellige udstyr på båden, og hvordan vi kommer til at begå os derude – og så har de selvfølgelig været meget med interesseret i, hvor hurtige vi kommer til at gennemføre løbet. Vi håber på, at turen kun tager 35 dage”, fortæller Zax Thiyakarajah.

Simon er den eneste af de fire, der tidligere har roet over Atlanten. Dengang tog turen 37 dage, men til december vil de forsøge at sætte ny dansk rekord i det krævende race.

Et eventyr med et større formål
Men for de fire herrer handler det ikke kun om eventyret. Row for Change er et velgørende koncept med et klart mål – og det er at samle 1 mio. kr. ind til Psykiatrifondens arbejde for unge.

På deres stand til DanFish 2025 har gutterne fortalt om både missionen og forberedelserne, og de har mærket stor opbakning fra de mange nysgerrige besøgende, der i løbet af dagene har lagt vejen forbi.

“Det været en fornøjelse at være med på DanFish. Vi har skabt opmærksomhed i et maritimt miljø, som vi normalt ikke ville have gjort. Der har været godt med besøgende omkring standen, og folk har virkelig været nysgerrige omkring projektet. Og så er der kommet nogle gode donationer ind i løbet af de to dage – alt i alt en rigtig god oplevelse”, fortæller Zax Thiyakarajah.

Holdet har også været på messescenen i Hal F, hvor Simon har delt erfaringer fra sin tidligere rejse over Atlanten og givet publikum et unikt indblik i, hvordan livet på havet udfolder sig – både før, under og efter den enorme præstation.

”Det er kun en tåbe, der ikke frygter havet”
Forberedelserne til turen har stået på i mere end to et halvt år, og teamet har trænet intenst – både fysisk, mentalt og teknisk – for at være klar til den store udfordring, der venter dem på Atlanterhavet.

De fire mænd ser især frem til kammeratskabet og det at opleve livet på havet. Det at kunne dele den oplevelse med hinanden er noget helt særligt, fortæller de. Men de har samtidig stor respekt for det, der venter, for som de selv siger: “Det er kun en tåbe, der ikke frygter havet”.

Der vil uden tvivl komme øjeblikke, hvor det spidser til – men netop dér står holdet stærkest. De har trænet deres procedurer igen og igen, så de ved præcis, hvordan de skal reagere, når udfordringerne melder sig. Søsyge tager de med en vis ro: medicinen er pakket, og resten handler om viljestyrke.

“Altså vi har søsygemedicin med, men ellers må man bare bide det i sig, for vi har et mål, der skal nås”, afslutter Zax Thiyakarajah.

Køb billet