07/10 2025
En DanFish-legende takker af
Efter 24 år som annoncekonsulent hos Danmarks Fiskeriforening og en del af DanFish-styregruppen takker Torben Lehmann af. Vi har taget en snak med ham om gode minder fra DanFish gennem årene.
24 år – 12 gange DanFish. Det er det blevet til for Torben Lehmann, der af den grund vel nærmest kan gå under betegnelsen ”en DanFish-legende”. For ud over at have været annoncekonsulent for Danmarks Fiskeriforening gennem alle årene, har han også været end del af den styregruppe, der er med til at sætte retningen for DanFish-messen. Og det er en rolle, der har bragt mange gode minder med sig.
Spørger man Torben om nogle af hans mest mindeværdige DanFish-øjeblikke, fremhæver han straks de år, hvor de har serveret ”noget anderledes” mad på deres stand.
– Der var for eksempel et år, hvor vi serverede sushi med stor succes, og hvor en af messegæsterne kom til at tage en hel skefuld wasabi i munden på én gang. Det skulle han altså lige have skyllet ned med en øl! Der var også det år, vi serverede fish ’n’ chips, der blev ”revet væk”, og så var der luksusåret, hvor maden var tilberedt af Hotel Britania, og hvor vi forsøge at sætte fokus på nogle af de fisk, som ikke er de typiske spisefisk, men som stadig sagtens kan være utroligt delikate, forklarer Torben Lehmann.
Netværkets mand
Der er nok ikke mange på DanFish-messen, der ikke ved, hvem Torben er. Som han selv beskriver, så har han også et udseende, der gør, at han ikke har let ved at gemme sig i mængden – men det forsøger han heller ikke på.
– Jeg elsker at tale med folk. Og jeg kan gøre det længe. Det er faktisk ret sjovt, for jeg lavede en aftale med min familie om, at når vi tog på ferie sydpå, så måtte de få en is af mig, hvis vi havde været et givent sted i en halv time, og jeg ikke havde mødt nogen, jeg kendte. Jeg tror aldrig, at jeg har givet en is, griner Torben.
Når man møder Torben Lehmann, fornemmer man straks en lune, et drive og et engagement, der også giver sig til kende i hans tilgang til DanFish og de mange mennesker han har mødt på messen hvert andet år.
– DanFish er bare noget helt særligt. Og noget af det, jeg hæfter mig særligt ved, er den stolthed og begejstring som alle har for deres branche. Det tager jeg virkelig hatten af for. Og så er der særlige ved DanFish også, at det er mange af de samme mennesker, man møder år efter år. For faget går videre gennem generationer, og jeg bliver utroligt fascineret af at tale med sådan nogle mennesker, uddyber han.
Et aftryk efterlades
At være med i DanFish-styregruppen er noget, Torben Lehmann har sat stor pris på. Og han er tydelig omkring det aftryk, som han håber på at have efterladt på DanFish.
– Jeg tror min rolle ofte har været at komme med nogle idéer til, om vi kan gøre nogen ting smartere. Og nogle gange var det smartere – andre gange var det måske ikke smartere. Men derudover har jeg nok været god til at stille nogle af de spørgsmål, som gjorde, at man lige tænkte to gange over tingene og idéerne, fortæller Torben.
Når DanFish lukker dørene for dette års messe torsdag eftermiddag, er Torben Lehmanns sidste arbejdsdag også forbi, og så går turen hjemad.
Men vigtigheden af et godt netværk og at netværk kan føre til nye muligheder, kan Torben Lehmann bestemt skrive under på. Faktisk har samarbejdet med AKKC betydet, at han har spillet med sit band på Aalborghallens store scene ved flere lejligheder. Og udover et, måske, nyt job indenfor fiskeribranchen ift. kommunikation og markedsføring, så ”skal den nu have fuld skrald med musikken”, som han siger.